I Danmark har vi en Grundlov. Den handler om, hvordan vores amfundssystem skal fungere. Vi fik loven i 1849, hvor kongen mistede sin enevældige magt. Nu skulle folket bestemme. Og siden hen har vi også kaldt vores system for "folkestyre".

Der var allerede sket noget lignende i Frankrig et halvt århundrede tidligere. Tidligere havde adelen og kirken haft magten. Men så kom en revolution - med en ny magtfordeling. I den danske grundlov har man overtaget denne magt-fordeling. Ifølge grundloven er magten 3-delt - mellem den lovgivende magt, den udøvende - og den dømmende magt.

50-100 mennesker skulle vælges og sidde i "Folketinget", hvor de skulle beslutte de overordnede rammer for samfundet. De var den lovgivende magt. De skulle mødes et par måneder hvert år - og lave love om det mest nødvendige.


Det er så blevet til 179 politikere, der bruger det meste af året til snak. De har formået at hæve deres løn igennem årene, så de hele tiden er lige så rige som rige virksomheds-ledere. Og så har de lange ferie-perioder og en god pensions-ordning. De fleste af dem har gået i gymnasium og på universitetet og studeret politik, men ellers ved de ikke ret meget om, hvad der sker i samfundet.

Den udøvende magt var så dem, der skulle bestemme om hverdagnes problemer. Her var der en regering, som skulle løse problemer for hele landet - for eksempel forhandle med andre landes regeringer om fiskeri eller andet. Og ude i landet var der kommuner, der skulle løse problemer dér. Men hele idéen med grundloven var, at man skulle skifte til folke-magt - i stedet for adelens, kongens og kirkens magt.

Det nye her i Danmark blev højskolerne og bondebevægelsen. På højskolerne mødtes man og snakkede sammen - og fandt ud af, hvad man skulle på egnen. Og bonde-bevægelsen handlede om, at bønder gik sammen om at skaffe frø, foder mm - samt lave fælles afsætning mm. Det bredte sig til arbejderne, som dannede fagforeninger og samarbejdende organisationer.

Tidligere havde befolkningen - på hver eng - afholdt ting-møder én eller to gange om året. Så mødtes man på en mark og stod i en stor rundskreds. Og forsamlingen fungerede så både som en slags lokal besluttende magt, men også som en lokal domstol, der løste problemer mellem folk.

Men så fik man den dømmende magt. Det var nogle dommere, der mente, at de var klogere end folket. Og når der opstod problemer, var det disse dommere, der skulle træffe afgørelse on, hvad der skulle ske. Det har så medført flere og flere bøder og flere og flere fængsler.

Hvordan er det så gået?
Det viste sig, at der kom mere og mere korruption - i takt med, at man ansatte lokale embedsmænd i kommuner og andre offentlige institutioner. Vi skal helt op til 1980'erne, inden man begyndte at begrænse denne korruption.

Men skridt for skridt har politikerne i Folketinget vedtaget flere og flere love, som alle embedsmænd skal rette sig efter. Så i dag har den "udøvende magt" i regeringen stadig en vis magt. Men alle andre embedsmænd har totalt mistet deres magt. De skal bare læse i lovene, hvad de skal - og så gøre det. Regeringerne har så lavet lidt fleksibilitet i lovene, så kommunal-politikerne ikke bare skal læse og gøre, hvad der står i lovene - men på nogle områder har ret til at tænke selv. Det benytter man sig så af i dag, når det er "nødvendigt" at beslutte noget, som folk ikke kan lide. Når folk så klager til regeringen, får de at vide, at det er kommunen, der har truffet en dårlig beslutning. Og når de klager til kommunen, får de at vide, at det er Folketinget, der har truffet en dårlig beslutning.

Oprindelig var den dømmende magt også en selvstændig magt. Dommerne mente,
at de dømte i overensstemmelse med folkets rets-følelser. Men i dag skal en dommer bare læse i de love, som Folketinget har besluttet. Og her står i mindste detalje, hvilken straf man skal idømme en person, der har gjort noget andet end det, som Folketinget har besluttet, at folk skal.

I dag er Grundloven derfor symbolsk. Magten er reelt ikke længere 3-delt. Vi har en central magt. Allerede tidligt fik man indført nogle flere bestemmelser i grundloven: Ytrings frihed, religions frihed, politisk uafhængighed, forsamlings frihed og forenings frihed. Folket har ikke del i nogen magt. Men de/vi har noget frihed. Vi må godt tænke selv. Og vi må godt sige det højt. Vi må også godt sige det til andre.

I stedet har vi så fået cirka 2000 interesse-organisationer, der forsøger at påvirke politikerne. Og derfor har politikerne ansat mange tusinder af bureaukrater, der skal holde styr på tanke-processerne. Interesse-organisationerne har særlige lobbyister, der konstant er med til at forme politikernes tankegang. Og det kan de, fordi de ved en masse om et bestemt emne-område, mens politikerne stort set intet ved om noget som helst.

Befolkningen er blevet mere og mere træt af vores politiske system. Det er blevet til en slags cirkus, hvor der er konstant underholdning, hvor en jounalist spiller rollen som den hvide klov, der er "klog", mens en politiker spiller rollen som den dumme klovn, som man kan grine ad.

Det har dog medført, at politikerne har iført sig en mental rustning - for at gøre sig usårlig - og så har de lært en del sætninger udenad, som de kan sige på en overbevisende måde.

Alle de virkelige problemer, som vi har, undgår politikerne at tale om. Det handler om "basis" - jorden, naturen, arbejde, produktion, fordeling, organisering mm. Politikerne er en del af en "overbygning", hvor man snakker om de problemer, som der opstår - ikke om, at man skal gøre noget anderledes, men hvordan man løser psykiske sociale problemer, bolig, uddannelse mm, så alt i "basis" kan fortsætte, som det plejer.